![[Under konstruksjon]](images/undercon.gif){kind=small}
- 180 -Lappen ”Vis-Jakob”Denne lap fik sin visdom en julenat han var paa hjemvei til sin kaate fra renbuskapen. Da saa han en mørk skikkelse komme efter sig. Jakob blev bange og skyndte sig bedst han kunde for at komme unna, men skikkelsen indhentet ham. Skrækken tok ham i den grad, at han faldt paa hodet i sneen og skjulte sit ansikt. Skikkel- sen tiltalte ham da og spurte om hvad han helst ønsket sig - entet at bli rik eller vis? Paa dette spørsmaal svarte Jakob, at rikdommen var nu bra naar han hadde den med Gud og ære, men han vilde hellere bli vis. Da saa skikkelsen: ”Naar du nu kommer hjem, saa har din kone stekt op kjøt og fedt som du faar til mat, og mens du sit- ter og spiser kommer der en mus smygende frem av gulvriset, - da skal du ta fedt paa kniven og la den spise, saa skal du bli vis.” Det gikk som skikkelsen hadde sagt. Lappen gjorde som fore- sagt, blev vis, og fra den dag blev han kaldt ”Vis- Jakob,” og det blev ikke bare i navnet. Han kunde med sikkerhet forutsi mange ting, bl. a. hvorledes aarene vilde falde, veirforholdene, aarsvekstene m.v. Da lappen døde blev han, ifølge sin tidligere begjæring herom, anbragt under en bergpald oppe i fjeldet ovenfor Herringbotngaardene, efter at de først hadde lagt ham i en kiste. Nils Jonsen Herringbotnet gikk engang senere paa tiurjagt en torsdag, og kom saa til dette sted. Et stort kvisthul i kistelaaket var dækket over med en stenhylde. Nils tok væk stenen og kiket ned gjennem hullet, og traf derved til at se ned i likets hals, da munden var vi aapen. I det samme kom der over ham en overordentlig ræd-- 181 - sel, der foraarsaket, at han fik en slags sygdom - blev ”fremsynt” - saa han efter den tid hver torsdag syntes han saa de døde - maaske først og fremst lappen - og maatte hastig av sted og følge dem. Ved hjemkomsten av en saadan tur var han baade sveit (varm ) og træt. Denne syg- dom beholdt han hele sin tid. - Nils Jonsen var en sikker veileder da man skulde søke at finde de to paa Jamtfjeldet i bitende østenvind og frost ihjælfrosne gutter Jon Thomasen Krutaag og Jon Fredriksen Grubben. Han gikk direkte til ste- det hvor de laa. Engang Ole Mikkelsen Varnvatne (f. 1747, d. 1834) - bror til min bedstemor - var paa hjem- vei fra Kulstadsjøen med en tung børe, tok han ind hos Nils Jonsen for at hvile sig lidt førend han la ivei over Herringbotnfjeldet. Børen satte han fra sig ute. Da han saa var reisefærdig fulgte Nils Jonsen ham ut, og i det samme Ole slængte børen paa ryggen satte Nils i en høi latter. Ole vilde da vite hva han lo av. ”Det faar du ikke at vi nu,” sa Nils. ”En anden gang kan jeg vel fortælle dig det.” Næste gang Ole kom til Herringbotnet vilde han vite hva Nils lo av, da han saa ham ta børen paa sig sidst han var der? ”Jo,” svarte Nils, ”Du skulde bare ha set de man- ge smaakarene som trillet til alle sider av sækken din, idet du slængte den paa ryggen, saa hadde du vist ogsaa maattet le!” Jon Zakariasen - ogsaa lap - der levet for ca. 100 aar siden, og hvis bedrift det var at røve og stæle fra de andre lapper, var en stor og kraftig lap, rask paa benene og ikke til at ind- hente verken vinter eller sommer av andre lap- per, som i forbitrelse over hans tyverier ofte søkte at faa fat i ham. Tyvekosterne, der hovedsagelig- 182 - bestod av penge, sølvsaker, flintlaasbøsser og kobberkjeler, bragte han til opbevaring i en berg- grotte, hvor indgangen var liten og let lot sig tildække. Engang hadde han en blind lap i Fip- lingdalstrakten til at hjælpe sig at bære tyve- koster til hjemmestedet, og da de hadde bragt disse derind og indgangen var lukket med en stenhylde, saa følte den blinde lap med sine hænder rundt stenhylden, og den faldt saa godt at der blot føltes en spræk for den øvre kant. Den blinde lap kunde ingen anden oplysning gi om hvor hjemmestedet var, end at, mens de var paa stedet, hørtes fossedur fra Namsen. Fipling- dalen sydover var den tid kun lapmark. Engang Jon Zakariasen streifet i Susendalen om vaarvinteren, opdages han av to lapper der- steds. De gav sig til at forfølge ham og da lykke- des det dem at komme ham paa skuthold i Mjaalkelvskaret, hvor de gav ham et saarende skut som bevirket at han ikke længer kunde undfly dem. Han blev saaledes indhentet, en god del pint og plaget, og hvorunder han bad om at måtte bli ført til øvrigheten saa han kunde faa utsone straf for sine gjerninger. Men lapperne, som frygtet for at ogsaa de skulde komme i klemme fordi de hadde skudt paa ham, fandt at de burde gjøre kort proses med ham. De tok der- for livet av ham og drog derpaa liket ned i Mjaalkelven, hvor de sænket det ned. Andre lap- per opdaget siden blodig spor paa sneen hvor de hadde trukket av sted med liket til elven. Mistanken for drapet laa senere paa disse to lapper, og hvorav den ene av dem siden gikk i Jon Zakariasens blaa kufte, hvor der da ogsaa var anbragt en bot bakpaa den ene skulder - for- mentlig over kulehullet.- 183 - Længere frem i tiden - den ene av de mis- tænkte lappe var da allerede død - saa kom den anden - gammel og skrullet - til gaarden Ruderaas. Manden der - Ole Olsen - begyndte da at tale til lappen om Jon Zakariasen og und- ret sig paa hvem det nu skulde være som gjorde ende paa ham. Lappen sat Længe taus og intet svarte, men da Ole (min bedstefar) ikke let vilde forlate dette tema, utbrød lappen tilsidst: ”Aa, dæ va ret vi - han Taammaas Maanso aa e! Aa han e no dau - enten han eno i hemmerikjæ hel i hælvetæ!” Han fortalte da omstendelig om hvorledes det gikk til. ”Jon Zakariasen-buret” har jeg hørt tale om like siden jeg var smaagut, og man mener at ingen til dato har fundet dette hjemmested. Søk det derfor op den som kan!Bla om Tilbake til innhold