- 180 -
Lappen ”Vis-Jakob”
Denne lap fik sin visdom en julenat han var
paa hjemvei til sin kaate fra renbuskapen. Da
saa han en mørk skikkelse komme efter sig.
Jakob blev bange og skyndte sig bedst han kunde
for at komme unna, men skikkelsen indhentet
ham. Skrækken tok ham i den grad, at han faldt
paa hodet i sneen og skjulte sit ansikt. Skikkel-
sen tiltalte ham da og spurte om hvad han helst
ønsket sig - entet at bli rik eller vis? Paa dette
spørsmaal svarte Jakob, at rikdommen var nu
bra naar han hadde den med Gud og ære, men
han vilde hellere bli vis. Da saa skikkelsen: ”Naar
du nu kommer hjem, saa har din kone stekt op
kjøt og fedt som du faar til mat, og mens du sit-
ter og spiser kommer der en mus smygende frem
av gulvriset, - da skal du ta fedt paa kniven og
la den spise, saa skal du bli vis.” Det gikk som
skikkelsen hadde sagt. Lappen gjorde som fore-
sagt, blev vis, og fra den dag blev han kaldt ”Vis-
Jakob,” og det blev ikke bare i navnet. Han kunde
med sikkerhet forutsi mange ting, bl. a. hvorledes
aarene vilde falde, veirforholdene, aarsvekstene
m.v.
Da lappen døde blev han, ifølge sin tidligere
begjæring herom, anbragt under en bergpald
oppe i fjeldet ovenfor Herringbotngaardene, efter
at de først hadde lagt ham i en kiste.
Nils Jonsen Herringbotnet gikk engang senere
paa tiurjagt en torsdag, og kom saa til dette sted.
Et stort kvisthul i kistelaaket var dækket over
med en stenhylde. Nils tok væk stenen og kiket
ned gjennem hullet, og traf derved til at se ned
i likets hals, da munden var vi aapen. I det
samme kom der over ham en overordentlig ræd-
- 181 -
sel, der foraarsaket, at han fik en slags sygdom
- blev ”fremsynt” - saa han efter den tid hver
torsdag syntes han saa de døde - maaske først
og fremst lappen - og maatte hastig av sted og
følge dem. Ved hjemkomsten av en saadan tur
var han baade sveit (varm ) og træt. Denne syg-
dom beholdt han hele sin tid. - Nils Jonsen var
en sikker veileder da man skulde søke at finde
de to paa Jamtfjeldet i bitende østenvind og frost
ihjælfrosne gutter Jon Thomasen Krutaag og
Jon Fredriksen Grubben. Han gikk direkte til ste-
det hvor de laa.
Engang Ole Mikkelsen Varnvatne (f. 1747, d.
1834) - bror til min bedstemor - var paa hjem-
vei fra Kulstadsjøen med en tung børe, tok han
ind hos Nils Jonsen for at hvile sig lidt førend
han la ivei over Herringbotnfjeldet. Børen satte
han fra sig ute. Da han saa var reisefærdig fulgte
Nils Jonsen ham ut, og i det samme Ole slængte
børen paa ryggen satte Nils i en høi latter. Ole
vilde da vite hva han lo av. ”Det faar du ikke
at vi nu,” sa Nils. ”En anden gang kan jeg vel
fortælle dig det.” Næste gang Ole kom til
Herringbotnet vilde han vite hva Nils lo av, da
han saa ham ta børen paa sig sidst han var der?
”Jo,” svarte Nils, ”Du skulde bare ha set de man-
ge smaakarene som trillet til alle sider av sækken
din, idet du slængte den paa ryggen, saa hadde
du vist ogsaa maattet le!”
Jon Zakariasen - ogsaa lap - der levet for
ca. 100 aar siden, og hvis bedrift det var at røve
og stæle fra de andre lapper, var en stor og
kraftig lap, rask paa benene og ikke til at ind-
hente verken vinter eller sommer av andre lap-
per, som i forbitrelse over hans tyverier ofte søkte
at faa fat i ham. Tyvekosterne, der hovedsagelig
- 182 -
bestod av penge, sølvsaker, flintlaasbøsser og
kobberkjeler, bragte han til opbevaring i en berg-
grotte, hvor indgangen var liten og let lot sig
tildække. Engang hadde han en blind lap i Fip-
lingdalstrakten til at hjælpe sig at bære tyve-
koster til hjemmestedet, og da de hadde bragt
disse derind og indgangen var lukket med en
stenhylde, saa følte den blinde lap med sine
hænder rundt stenhylden, og den faldt saa godt
at der blot føltes en spræk for den øvre kant.
Den blinde lap kunde ingen anden oplysning gi
om hvor hjemmestedet var, end at, mens de var
paa stedet, hørtes fossedur fra Namsen. Fipling-
dalen sydover var den tid kun lapmark.
Engang Jon Zakariasen streifet i Susendalen
om vaarvinteren, opdages han av to lapper der-
steds. De gav sig til at forfølge ham og da lykke-
des det dem at komme ham paa skuthold i
Mjaalkelvskaret, hvor de gav ham et saarende
skut som bevirket at han ikke længer kunde
undfly dem. Han blev saaledes indhentet, en god
del pint og plaget, og hvorunder han bad om at
måtte bli ført til øvrigheten saa han kunde faa
utsone straf for sine gjerninger. Men lapperne,
som frygtet for at ogsaa de skulde komme i
klemme fordi de hadde skudt paa ham, fandt at
de burde gjøre kort proses med ham. De tok der-
for livet av ham og drog derpaa liket ned i
Mjaalkelven, hvor de sænket det ned. Andre lap-
per opdaget siden blodig spor paa sneen hvor de
hadde trukket av sted med liket til elven.
Mistanken for drapet laa senere paa disse to
lapper, og hvorav den ene av dem siden gikk i Jon
Zakariasens blaa kufte, hvor der da ogsaa var
anbragt en bot bakpaa den ene skulder - for-
mentlig over kulehullet.
- 183 -
Længere frem i tiden - den ene av de mis-
tænkte lappe var da allerede død - saa kom
den anden - gammel og skrullet - til gaarden
Ruderaas. Manden der - Ole Olsen - begyndte
da at tale til lappen om Jon Zakariasen og und-
ret sig paa hvem det nu skulde være som gjorde
ende paa ham. Lappen sat Længe taus og intet
svarte, men da Ole (min bedstefar) ikke let vilde
forlate dette tema, utbrød lappen tilsidst: ”Aa,
dæ va ret vi - han Taammaas Maanso aa e! Aa
han e no dau - enten han eno i hemmerikjæ hel
i hælvetæ!” Han fortalte da omstendelig om
hvorledes det gikk til.
”Jon Zakariasen-buret” har jeg hørt tale om
like siden jeg var smaagut, og man mener at
ingen til dato har fundet dette hjemmested. Søk
det derfor op den som kan!
Bla om Tilbake til innhold
![[Under konstruksjon]](images/undercon.gif){kind=small}