Ivar Ørjedal                                                                                                                

                                                                                                                

[Under konstruksjon]

 

 

 

 

 

 

 

 

                                     - 189 -
                   Til  de  unge  i  Hattfjelldal
     -  for   det  bidrag  de  har  ydet  til  nærværende
skrifts  tilblivelse   -  vil  jeg  tillate  mig  at  anføre
et  digt,  som  jeg  skrev  i  min  ungdom:
Deilige  Norge  med  solglimt  i  dale
hvor  kan  jeg  dig  tilfulde  avmale.
Ethjem  du  er  os  saa  vel  forborgen,
underdeilig  skjønt  i  vaardagens  moren
med  roser  og  liljer  og  blomster  smaa,
der  fryder  vort  øie  i  hvor  vi mon  gaa,
mens  fuglene  kvidre  paa  grønnende  gren,
paaminder  om  livet  med  tanker  saa  ren –
Med  barnlig  uskyld  og  straalende  øie  -
Ubevist  om  verdens  daarskap  og  møie.
Et  mildt  vindpust  farer  gjennem  løvsalen
mens  elve  og  bække  glitre  i  dalen,
blæser  bort  al  udunst  og  harme
hvorav  verden  saa  ofte  mon  larme,
opklarer  det  før  saa  omtaakede  sind,
bringer  friskhet, kvikhet  og  klarhet  derind.
-  Den  unge  ”knøs”  stanser  paa  veien  -
                      Betænker  sig  -  og  smiler  -
Ansigtet  opklares  -  ”forunderligt!”
                                       og  tankerne  iler:
”Skjønt  og  fagert,  underdeilig  skjønt,
o,  hvem  kunde  om  slig  have  drømt!”
Smilende,  glad  som  vaardagens  morgen
banker  hans  hjerte  saa  fjernt  fra  sorgen.
Han tænker og ler - ja, hvem kan gjætte hans
                                                             tanke?  -
Den uindskrenket paa vidden saa  ystig mon
                                                            vanke.  –
Hvad   øiner  han  ei  i  det  fjerne   -
                                      - 190 -
en  lysende,  blinkende  stjerne.
Den  giver  ham  haap,  den  giver  ham  lyst,
kunde den blot bringes til hans hjemlige kyst.
     ”I  har   faat   en  nydelig  plet  av  Guds  grønne
jord  at  bo  paa,”  sa   presten  Smith  fra  Kautokei-
no  under  sin  avskedsprædiken  i  Hattfjelldals  kir-
ke  for  nogen  aar  siden (1913)  efter at  ha  tjenest-
gjort   under  ledigheten   -   før  Th.  Melby  ble  ut-
nævnt.
     Gid  da  denne  nydelige  plet    -    Hattfjelldalen
-  altid  gjennem   tiderne   maa   være   prydet  med
en  befolkning,   der   er   sammenknyttet  med  bro-
derskapets   baand   i  tro,  haap  og   kjærlihet  -  og
tillit   til  lyse   makter,  og  som  søker  efter  bedste
evne  at  leve  et  liv  i  overensstemmelse  med  den  
høieste  aands  vilje.
     Da   vil   solen   skinne   velgjørende  smukt  paa
denne  plet  og  varme  glade,  retskafne,  ærlige  og
gudhengivne   hjerter,  og  i  den  milde  luftning  vil
de  føle  at  Herren  er  nær.
                                     - SLUTT -
                                                           Tilbake til innhold

 

Send e-post til ivar@iva.no med spørsmål om eller kommentarer til dette Web-området.
Copyright © 2002 iva.no, Ivar Ørjedal
Sist endret: 21.04.2023